”Komme dit Rige” – sådan beder vi igen og igen i Fadervor. Har vi tænkt over, hvordan vores hjemegn vil se ud, når Guds Rige bryder igennem?
Hvad med vores børns skole, eller hvad med det mørkeste hjørne i byen, hvor vi tror, der sker lyssky ting? Hvordan vil naboskaber blive påvirket? Samtalerne ved køkkenbordet? Hvad vil der ske med vores prioriteringer – og vores kalendere?
Har vi tænkt over, hvilke konsekvenser det vil få for os selv?
Vi længes efter vækkelse, og vi beder og drømmer om det, men har vi mere lavpraktisk forestillet os, hvordan det skulle ske? Tænk, hvis Gud svarede på vores bønner og sendte 100 kirkefremmede til vores forsamlinger på søndag. De brugte måske et sprog, de ikke har lært i kirken; deres tankegang og vittigheder ligner måske heller ikke præstens. Kirkens uskrevne regler om takt og tone er de måske heller ikke fortrolige med. De kunne også være fremmede, hjemløse eller hjælpeløse.
Du og din menighed møder måske op uforberedte på det ekstraordinære fremmøde – hvad vil der så ske?
Jeg leger jævnligt med tanken, og så spørger jeg mig selv, hvor tilgængelig jeg er. Kan jeg aflyse dagens hyggeprogram for at vise nåde, tale med mennesker, hjælpe til? Inden jeg for hurtigt svarer bekræftende … er jeg virkelig sikker på, at Gud kan sende mig og ikke skal lede efter en anden?
Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen bænkevarmere i Guds Rige, ingen der skal spille biroller eller være statister. Jeg er overbevist om, at Gud længes meget mere, end vi gør efter, at hans rige skal bryde igennem i vores lokalmiljø, og jeg er helt sikker på, at det er os, som er kristne i vores tid, Gud ønsker at bruge – os alle sammen. Hvem skulle det ellers være?
Her tilbyder LHOP en helt enkel, men meget kraftfuld ramme til at bede ”Komme dit Rige, Jesus – her hvor jeg bor”. Vi bærer, og vi mødes i Guds forvandlende nærvær. Vi velsigner og forløser Guds hensigter som i Himlen således på jorden. Vi beder for 5 personer, Gud viser os, og vi lever 24-7 med et fokus på, hvem Gud sender på vores vej, som vi kan bekræfte, vise nåde, velsigne, fortælle om Jesus eller invitere med.
Så beder vi Gud give os en eller flere, vi kan mødes med i enhed og enighed.
På denne enkle måde følges vi ad, opmuntrer hinanden og arbejder aktivt med på vores bøn Komme dit Rige, åbne for, hvad Gud ønsker at gøre – og hvordan jeg kan tage min plads.
LHOP er en livsstil. Vi er moderne pilgrimme, der søger dybt ind i Guds nærvær og herfra sendes ud i vores hverdag.
Det er en eventyrrejse – og vi vil gerne invitere dig med på rejsen. Som der står på vores T-shirts: Taste and see and jump into the river.
Birgitte Steffensen-Thomsen, leder af LHOP